Christen Christensen Neergaard [33679] ¹⁶⁵³⁷

   Andre navne for Christen var Christian Neergaard ⁸⁹¹² og Kristen Neergaard ⁷⁶⁴⁴.^,8912

  Notater:

Køber Momtoft i 1805, sammen med broderen Thomas.
Ligtale, holden paa "Momtofte" den 31. August 1833.
Det er nu efter Naturens Orden, at en Søn stilles ved sin afdøde Faders Kiste, det er Hjertets og Naturens stærke Stemmer, der og faar ham til at tale til hans Minde. Men
dog venter ingen i denne Forsamling, at jeg af overdreven Omhu for den kære Afdødes Eftermæle skulde staa som en løgnagtig Smigrer paa dette for mit Hjerte saa betydningsfulde Sted. Ogsaa her skal den Tunge, som tidligere indviedes til Sandhedens Tjeneste, blive sit Løfte tro, og ikke engang barnlig Kærligheds stærke Følelser skal i disse hellige øjeblikke ka lde den fra sit Maal. Du selv, forklarede Fader, hvis mangeaarige Sorger og Smerter nu endelig i denne sidste snævre Bolig har fundet
Hvile, du selv vil ikke fordre andet af din Søn, end at han med sanddru Stemme skildrer dig for dine efterladte Venner, saaledes som du var, og at han ved at udtale sin Sjæls Følelser bliver en Tolk for det, der i disse øjeblikke rører sig i alles Hjerter. Saa tillades mig da, elskede Broder og Søster, at jeg fremdrager for eders Minde, hvad vi tabte i ham, som vi alle elskede og ærede som den gode Fader. Forunder mig eders Opmærksomhed, dybt sørgende Venner, medens jeg samler i et levende Billede de udmærkede Træk hos ham, hvem I i Livet glædede med eders Venskab, og som I i Døden skulde hædre med
eders Agtelse. Jeg ser ham end i Manddommens og i Kraftens stærke Alder som den, der forenede med de gamle Tiders uskrømtede Gudsfrygt den nyere Tids rastløse Stræben. Det var disse Dage af hans Liv, der var helligede til den mest utrættelige Virksomhed til Held for dem, som ved Naturens og Hjertets Baand var forenede med ham. Intet Arbejde var ham for tungt, ingen Møje for besværlig, naar den sigtede til at fremme dette øjemed.
Dagene blev ham for korte, og Nattens Stjerner lyste ikke saa sjelden paa de Veje, der førte ham fremad mod sit Maal. Han var en virksom Mand, han var en stræbsom
Borger saaledes som faa, og Gud velsignede til en Tid denne Stræben. Det lykkedes ham at vinde Velstand og Agtelse, saa hans Navn nævnedes med Glæde vidt og bredt i de Kredse, hvori han virkede. Dog under al den travle Færd, under denne idelige Fraværelse fra Hjemmet, glemte han aldrig de hellige Pligter, der hviler paa den redelige Ægtemand og Fader. I en lang Række af Aar levede han i et lykkeligt Ægteskab med min nu forklarede Moder, og enhver, der saa hans uforstilte Smerter ved hendes Bortgang, dette dybe Saar, som ingen Tid var i Stand til at læge ved hendes Død, for ham behøver jeg
ikke at tolke hans Værd som kærlig og trofast Ægtemage.
Som Opdrager for sine mange Børn opfyldte han endelig den samvittighedsfulde Faders Pligter. Ogsaa her forenede han de gamle Tiders alvorlige Stræben med et sandt Faderhjerte for sine Børn. Og den blandt dem alle, der nød det mest levende Bevis paa hans Faders Omhu, skylder her med et taknemligt Hjerte at bevidne, at Smerten over
endnu ikke at kunne udrette mere tidt har aftvunget det nu i Døden lukkede øje en hellig Vemodstaare. Hvad Frugt han havde af denne sin Omhu, hvad Løn han nød for Opfyldelsen af denne Pligt, det maa jeg overlade andre at bedømme. Han selv var tilfreds med sin Lykke som Fader, og den Pleje og Omhu, der i hans langvarige Svaghed
vistes ham af hans tilstedeværende Børn, den vilde vanskelig været givet ham af nogen anden med lige Omhu og lige Kærlighed.
Men ak, ogsaa han maatte prøve de menneskelige Tings Ustadighed, ogsaa han maatte sande, at alt er idel Forfængelighed under Solen; de vare tunge og frygtelige, de Slag, som Tider og Tidsomstændighederne næsten lige oven paa hinanden bragte hans Velstands og hans Lykkes skønne Bygning, og det var nærved, at den ellers saa stærke Mand maatte bukke under for de gentagne Stød.
Det var saa langt fra hans Tænkemaade at vilde unddrage sig sit Fald ved en Fremgangsmaade, som han maatte kalde uredelig; han vilde heller kæmpe som en Mand mod Skæbnens Bølger end han vilde fejgt unddrage sig sin tunge Kamp. Og det lykkedes ham, hvad der vel kun lykkedes faa i hans Stilling, ved Standhaftighed og usvækket Virksomhed at undgaa det truende Uvejr og at finde en rolig Havn for sit Livs Aften paa det Sted, der havde skuet hans Kamp, der havde været Vidne til hans Sejr.
Men denne Kamp havde medtaget hans bedste Kraft, den havde brudt hans Styrke. Han var at ligne ved Skibet, der med forrevne Sejl og sønderslagne Planker vel har vundet Havn uden at synke paa det oprørte Hav, men som ogsaa nu er aldeles uduelig til at færdes mere paa de Bølger, hvis Stolthed det fordum var. Med sine udvortes Stød forenedes nu indvortes Saar, som ingen Læge var istand til at helbrede. Han mistede uformodentlig og ved en altfor tidlig Død den, der havde været ham en saa udmærket trofast Ledsagerinde paa Livets Vej, et Saar, der blødte indtil det nu ved Genforeningen med den uforglemmelige er bleven stillet. Hende kunde han aldrig glemme, og hun fortjente som faa at mindes bestandigt.
Fra den Tid var den stærke Mand forvandlet til en kraft løs Olding, den bedste Støtte var reven fra hans Side, og han var fra den Tid at ligne ved en faldefærdig Bygning, der
kun venter det første alvorlige Vindstød for at synke aldeles i Gruset. Nu tilbragte han sine sidste Dage paa et smerteligt Sygeleje, og han, der tilforn næppe kendte Svaghed af Navn, han var nu bleven et Billede paa, hvad selv den stærkeste kan blive til, naar Herren i sin Visdom finder det for godt at røre ham med sin mindste Finger.
Dog Herren være lovet, han slaar de menneskelige Hjerter de dybe Saar, han har ogsaa Visdom og Kraft nok til at læge dem. Medens Byrden var paa det tungeste nu, bød
den evige Gud, at den skulde lettes af de trætte Skuldre.
Det Liv, der før havde været saa rig paa Glæder for ham selv, og saa fuld af Velsignelse for hans Familie, det var nu bleven baade ham og andre til en smertelig Byrde; det Hus, som før havde været Glædens og Munterhedens Hjem, det genlød nu om Dagen af høje Smertens Klager og om Natten af bange Vemodssukke. Men da skuede Gud i Naade ned til sin af Livets Møje trætte Tjener og løste det Baand, der endnu bandt Aanden til det affældige og for Graven modne Legeme. Ej nærmede Døden sig hans Leje i nogen rædsom Skikkelse, men som en venlig Engel inddyssede den hans Aand i en stille Slummer, under hvilken den usynligen for det ydre øje hævede sig til Genforeningen med den forudgangne aldrig glemte Sjæl. Ja, nu har du udstridt din Kamp her paa Jorden, nu har du vunden den Sejr, hvorfor vi alle kæmpe, nu har du naaet det Maal, hvortil vi alle
stunde; snart favner Graven i sin stille Fred det afsjælede Legeme, medens din Aand færdes hisset i de lysere Boliger i en bedre Salighed, end den Jorden kunde skænke
dig. Bag Fredens Palmer har du alt genfundet hende, hvis forklarede øje saa dine Smerter her paa Jorden, og velsignede skue I begge ned paa eders taknemlige Børn, paa eders her forsamlede Venner. Holder Maade med eders Bedrøvelse, kære Broder og Søster; hvad vi har tabt, det har hun vunden i den salige Mand. Aftørrer eders Taarer, I, der plejede ham i hans langvarige Sygdom og som tillukkede hans øje i den evige Søvn; jeg ved, I plejede ham med kærlig Omhu. Men jeg ved ogsaa, at han nu nyder bedre Hvile end den, som eders Haand var i Stand til at berede ham, at han modtager en højere Vederkvægelse end den, selv eders Kærlighed var i Stand til at bringe ham. Modtager min og de øvrige Søskendes Tak for eders udholdende, utrættelige Omhu og Kærlighed for den dyrebare Fader, for de mange søvnløse Nætter, I tilbragte ved hans Leje, for de mange ængstelige Timer, I sade ved hans Seng. Nu trænger han ikke mere til eders Hjælp, nu behøver han ikke længere den ledsagende Haand, mens hans Aand vil i Fremtids Dage skue glad ned
til eders Lykke, og han, der selv er Kærlighed, vil skænke eder alle barnlig Kærligheds hellige Løn. Og nu dyrebare Fader, hvil i Fred. Dit Minde være helliget iblandt os, og
din Sjæl vederkvæger Herren i sin Himmel. Amen. ⁸⁹¹²

Christen blev gift med Johanne Nielsdatter Biergaard [27748] [MRIN: 12141], datter af Niels Christensen Biergaard [27746] og Maren Andersdatter [27747], den 2 Nov. 1792 i Nors Kirke. (Johanne Nielsdatter Biergaard [27748] blev født i 1771 i Hinding, Nors Sogn, Hillerslev Herred, Thisted Amt, dåb den 17 Mar. 1771 i Nors Kirke, døde den 30 Maj 1826 i "Momtoft", Sennels Sogn, Hillerslev Herred, Thisted Amt og blev begravet i Jun. 1826 i Sennels Kirkegård.)